Verden iflg Woody Allen (og Arthur C. Clarke)

Berlingske bringer idag et interview med filminstruktøren Woody Allen. Ganske interessant, især det her:

Det er de nære relationer mellem mennesker, der til enhver tid vil fascinere Woody Allen, og på spørgsmålet om han nogensinde har overvejet at lave politiske film om for eksempel USAs krig i Irak og det faktum at George W. Bush blev genvalgt, ryster han energisk på hovedet:

»Åh Gud, nej da. Vi mennesker har langt mere alvorlige problemer at beskæftige os med end den slags. Langt mere alvorlige.«

Det er jeg dybest set enig med ham i. Hans største bekymring deler jeg såvist ikke, men den er alligevel dét Dybe Spørgsmål, som tænkende mennesker ind i mellem må fundere over:

»Jeg bekymrer mig over, at jeg ikke er udødelig, at mennesket ikke er udødeligt. En dag vil jeg være forsvundet helt og aldeles fra jordens overflade, og en dag vil menneskeracen ikke længere findes. Det er noget, der optager mig meget, og som kan gøre mig virkelig angst at spekulere for meget på.«

Det får mig til (atter) at tænke på Arthur C. Clarke, hvis store forfatterskab jeg er meget langt inde i. For nyligt (gen)oplevede jeg Allens problem, da jeg læste novellen "Transcience", der med et portræt af en strandbred igennem æoner formår at vise menneskelivets korthed, og ultimativt dets ubetydelighed.
Hvor "Odyssé"-bøgerne (- husker De i øvrigt computeren HAL 9000 i filmatiseringen af "2001"??) inkl. "Lost Worlds of 2001" var mind-boggling og visionær litteratur af et ganske enestående format, så må jeg nok tilstå, at det var læsningen af "Childhood´s End", der havde en effekt, hvis rette betegnelse må være devastating. Dette på trods af en forholdsvis simpel personkarakteristik og en lettere forenklet psykologisk portrættering af aktørerne. Temaet er på sin egen måde det problem, som bekymrer Woody Allen: at menneskeheden en dag vil forsvinde, og at temmelig megen menneskelig aktivitet forekommer absolut meningsløs i dét lys.
Clarkes forfatterskab er mig en stadig kilde til enestående litterære oplevelser, og selvom en stor part for længst er overhalet af både teknisk og historisk udvikling, så er de underliggende temaer så universelle og tankevækkende, at man skøjter hen over dét lille problem, mens man i ekstrem grad udfordres på sit verdenssyn. Selv erfarne videnskabsfolk og hærdede historikere må ind i mellem knibe sig i armen, eller med lukkede øjne ryste hjernen på plads.
Clarke er i øvrigt på en måde beslægtet med Carl Sagan, hvis roman "Contact" varmt kan anbefales som alternativ til den æskelamme filmatisering af den.
-sfw