Flodbølger og anden voldsomhed i denne verdens hærgen med menneskers liv og velfærd har alle dage fået mennesker til at forsøge at forklare forklare hvordan netop deres religiøse system passer med katastrofer, der tilsyneladende rammer i flæng (eller vice versa, at katastroferne skal passes ind i religionen). Krædawblad har spurgt 5 forskellige religiøse pinger med hver deres udlægning omkring katastrofen ifht deres religioner. -(de interesserede bør læse hele artiklen - jeg har blot kondenseret svarene)
Hvilken forklaring synes du bedst om? Og hvilken synes du mindst om?
Abdul Wahid Petersen, muslim og imam: – I islam har vi en uigendrivelig tro på, at der intet som helst finder sted, med mindre Gud tillader det. Gud var tilstede og lod katastrofen ske, siger han. (...)Det kan godt være, at man synes det [at det er en hård skæbne og barsk besked til de ramte], men det ændrer ikke på virkeligheden. Sådan er det bare. Om Gud vælger at tage folk fra Jorden som 70-årige eller som fem-årige, eller om han vælger at tage folk én ad gangen eller sende dem afsted i store flokke, ændrer det ikke på den opfattelse, at det er Gud, der giver livet og det er også ham, som standser det igen.
Niels Henrik Gregersen, professor i kristen dogmatik: - Der er dels Gud som skaber af hele universet, og dermed både godt og ondt. Og dels Gud som frelser, fuldender og trøster (...) Gud har skabt en verden, som er i bevægelse. Helt overordnet set, så eksisterede for eksempel Island ikke, hvis ikke der fandtes jordskælv. Naturen er et stort system i bevægelse, og det står Gud bag. Vi må både eksistentielt og teologisk anerkende det vilkår, at Gud har skabt en verden i bevægelse. Alting har en pris og også en tragisk pris. Vi er ikke placeret i et perfekt paradis og skal ikke forvente at verden er harmonisk. (...) Ud fra troen på Guds inkarnation i Kristus og Guds tilstedeværerlse på korset er der ikke et eneste menneske, som bevæger sig ind i lidelse, uden at Gud er der.
Bent Lexner, overrabiner og jøde: - Det er den gamle teologiske diskussion, som også fandt sted efter Holocaust. Den jødiske tankegang er, at der ér en Gud, men at vi må erkende, at der sker ting, som Gud græder over. Når et lille barn dør, græder Gud lige så meget som vi, men han har trukket sig tilbage fra at være den styrende kraft. Der kan ske ting, uden at det er Guds vilje, at de sker, siger han.
Lars Kjærholm, hindukender, antropolog og lektor: [om hinduismens syn] – I mange religioner får mennesker anfægtelser og spørger, hvordan Gud kan tillade sådan noget, men det problem har hinduerne ikke, for hos dem er gudernes veje uransagelige. Når den verden, som eksisterer nu, ikke skal bestå længere, bliver den ødelagt af guden Shiva, og så tingene slut, siger han. Det ville aldrig falde en hindu ind at bebrejde nogen af deres guder noget, og de føler sig ikke svigtet af deres guder. De tror heller ikke på frelse og evigt liv efter døden (...).
Lakha Lama, buddhist og åndelig leder: - Der er ikke nødvendigvis nogen karmisk forbindelse til de mange mennesker, der er omkommet. Katastrofen var ikke en sort-hvid situation, fordi det ikke er til at sige, hvilken karma de forskelllige mennesker havde. For nogle var det deres dårlige karma, der gjorde sig gældende, for andre var det rent uheld. Man kan ikke sige at buddha var tilstede for mennesker og dyr under katastrofen. Men det højt udviklede, hellige spirituelle væsen, vi tror på, er der altid for at hjælpe, men det er meget forskelligt, hvor gode mennesker er til at modtage.
Min egen mening? Tja. Den muslimske kan jeg ikke abonnere på. Jeg vil ikke vide af en såkaldt nådig og barmhjertig Gud, der under ufattelige lidelser drukner, brænder, piner, udrydder undersåtterne for at sende dem til Paradis. Guddommen der roder i alt er en anomali - en selvmodsigelse - som ikke lader sig ophæve af spidsfindige argumenter om at han er "større end man kan forstå". Sådanne gudsbilleder er for totalitært eller fundamentalistisk tænkende personer, og mennesker fremstår som umælende lydige får.
Den kristne er sympatisk, i og med at guddommen ikke blot fremstilles som medfølende, men medlidende i kraft af den centrale persons egen solidariske lidelse og død. Alligevel synes jeg Bent Lexner rammer rigtig godt med den der med at Gud har trukket sig tilbage og ikke er den styrende kraft i ulykkerne. Er han ikke det kan han ikke klandres. Det medfører dog så logisk nok det problem, at han retfærdigvis heller ikke kan tillade sig at bønhøre de troendes råb om frelse fra en synkende skyde eller lign., hvis de ville anmode Herren om dét. Sagen må være klar: Den kristne og den jødiske Gud er ikke i stand til at (vil ikke) reagere på bønner - eller også eksisterer han ikke. Færdigt arbejde.
Den muslimske Allah, derimod, kan godt tænkes at kunne bønhøre de dømte, idet han jo råder i alt, og træffer sine egne afgørelser, og dermed ikke er båndlagt af bønnen, men kan vælge at gøre som han vil. Det fører os imidlertid tilbage til min første indvending imod den muslimske udlægning.
Endelig er der hinduismen og buddhismen. Til disse to er der at sige, at selvom buddhisten (og også en hindu) forsøger at forklare nogle af dødsfaldene som et resultat af karmiske regnestykker, så giver det ingen mening når tal og forekomst er så massiv, og fremfor alt får vi nogle moralske problemer, når vi skal forklare de efterlevende deres kæres bratte og brutale bortgang med, at deres død, både tiden, stedet og måden, var bestemt af karma, som igen var bestemt af personernes egne handlinger. Så det var deres egen skyld - det samme gælder for ethioperne i 1984 og japanerne i 1945. Den væsentligste forskel på buddhisme og kristendom er at finde netop her: Buddhisten er medfølende, hvor Kristus var medlidende. Der er forskel, for buddhismen opererer med individets egen kraft til frelse, mens kristendommen forkynder, at dén orner Vorherre i kraft af troen på ham.
Hvem jeg abonnerer på? Jeg véd det faktisk ikke. Jeg er ikke færdig med at tænke over katastrofen. Og bliver det nok heller ikke.
-sfw
