- - men jeg gentager gerne mig selv gentager gerne mig selv: Gorillaer er fascinerende skabninger. Se blot denne flotte lavlænder:
Og hvis De ikke tror en gorilla kan tale eller har sans for humor, så smut denne vej - De får muligvis noget at tænke over.
-sfw
Visse mennesker kan lide mjød. Desværre er det ikke alle producenter af drikken der har forståelse for netop det, så de brygger noget gyseligt tvangsmodnet sprøjt, som fortrinsvis afsættes på museer og kræmmermarkeder. Ordentligt mjød skal laves med kærlighed og tålmodighed, og i ikke for store partier ad gangen, hvis man kun skal lave til sin egen husstand, og altså ikke påtænker at erobre eksportmarkeder. Man skal bruge:
2 kg honning
60 g humle
skallen af 3-4 citroner
en lille stofpose
Humle og citronskal syes ind i posen. Honningen kommes i 4 liter vand, og koges i halvanden time under låg. Hvis du vil have en "tykkere" drik, så lad det koge 10 minutter uden låg til sidst (men pas på med det første gang du laver det). Tag af blusset, skum grundigt af, og læg posen i. Lad det køle af. Når det er koldt fyldes det på en stendunk, som tilproppes, og står i 9 måneder. Drik derefter til du segner.
Opdatering: Jeg glemte at sige, at man selvfølgelig også kan tilsætte en smule gær, men så skal man være obs på bundfald, og det anbefales i øvrigt at man har prøvet ølbrygning først. Jeg læste i jøvrigt i Salmonsen at man kan tilsætte ingefær og muskat, hvilket jeg aldrig har prøvet.
En kommentør ved navn Raapil forstod ikke helt, hvorfor vi på denne blog beskæftiger os med Islam. Mit svar til hans kommentar blev så langt at jeg valgte at lave det som posting. Hans kommentar til det opr. indlæg lød:
Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg simpelthen ikke kan forstå, hvorfor så mange mennesker særligt interesserer sig for islams undertrykkende aspekter (eller rettere, det forstår jeg måske godt, men ud fra nogle helt andre perspektiver).
Hvis nu, SFW, vi antager:
1. at du opfatter islam som en personlig trussel mod dig og din familie, så forklar mig venligst, hvori truslen ligger.
2. at islam er en trussel mod, lad os sige undertrykte kvinder i muslimske lande, hvorfor er det så lige, at du interesserer dig så meget for islam, mens undertrykkelse finder sted så mange andre steder?
Kvindeundertrykkelse er f.eks. ikke blot et udbredt fænomen i muslimske lande, men også i en lang række andre asiatiske, afrikanske, ja sågar vestlige lande. Hvorfor er den mest interessant i muslimske lande?
I øvrigt bliver mange andre grupper - også muslimer - undertrykt. F.eks. tjetjenerne i Storrusland. Eller kasteløse i Indien. Eller indianere i Mexico. Eller tibetanere i Tibet. Eller hvide i Zimbabwe.
Hvorfor er det lige, du vælger at spille din redde-verden-med-min-store-humanisme-rolle i forhold til islam?
Humanisme? Jeg er ikke humanist. Humanisme har længe haft et dårligt rygte, blandt andet pga Ulveungernes "Humanistiske Modoffensiv" (som gudskelov er døende med et klynk der vil noget). De er eksponenter for en gold, værdiforladt og værdiløs relativisme, som alene er reaktiv og ikke nogen drivkraft imod noget som helst varigt. Humanismen har fjernet ånden fra mennesket uden at sætte noget i stedet, men samtidig er denne moderne humanisme særdeles ensidigt vendt imod kristendom, mens stort set alle andre religioner og alskens utøj overhovedet ingen kritik får med på vejen...det kan ind i mellem undre, vil jeg mene. Men til sagen mere specifikt:
Islam er interessant, fordi den i sin grundvold er i modstrid med demokratiske og frihedsmæssige principper. Det er alle monoteistiske religioner, men islam er ikke som de øvrige reformeret eller uddød. Den forefindes i Danmark, og dens fortalere er umådeligt højtråbende, og blandt disse er de toneangivende nogen, som går ind for det medfølgende lovkompleks, sharia, som ikke er forenelig med hverken romer- eller menneskeret. Disse personer opererer med argumenter og opfattelser, som i bund og grund er totalitære og derfor også undertrykkende, og det er et ubestrideligt faktum, at islam og islamiske opfattelser kommer i konflikt med mange rettigheder, som den frie verden i kraft af sin sekulære art faktisk har.
Jeg betragter ikke islam som en trussel imod mig og min familie, og har heller ikke givet udtryk derfor. Men islam har potentialet til at blive farlig, simpelthen fordi dens forsvarere fremfører farlige ideer, og dens apologeter ikke vil forholde sig til den indbyggede vold. Det er ekstremt provokerende at Sherin cancan og co insisterer på IKKE at forholde sig til Islams voldelige sider, og profetens syn på kvinder, men fastholder at der ikke er noget galt med Islam, og at der ikke er tale om tvang, når piger påduttes religiøse begrundelser for påklædning, madindtag og generel adfærd - er det fx "frigørende" at en pige skal spørge sin far eller bror om allernådig tilladelse nærmest hver gang hun vil noget usædvanligt? Nej, naturligvis ikke. Og det er det glade vanvid at en Herrens Tjener stiller op nærmest i kjole og krave for at forsvare hvad han som kristen burde betragte som vranglære.
Min interesse i islam er altså først og fremmest, at den findes her i landet som et totalitært og retsstridigt system, og promoveres på den måde af diverse imamer. jeg vil minde om at Abdul Wahid Petersen åbent har sagt at han ønsker Sharia i Danmark - og siden hen har han forsøgt at bortforklare det med tre vidt forskellige forklaringer, som selvfølgelig alle er løgn: For han ØNSKER sharia i Danmark, og det i sin fulde udfoldelse. Dette er ikke noget de såkaldt "kritiske muslimer" vil forholde sig til andet end ved luftige bortforklaringer, og det er et problem, for der er mange ikke videre litterære eller veluddannede ikke-dansktalende muslimer, som lader sig besnakke af sådant totalitært fantasteri.
På verdensplan kan det ikke være nogen hemmelighed, at nok er ikke alle muslimer terrorister, men næsten alle terrorister er muslimer. Der er INGEN hinduer, buddhister, kristne eller jøder, der med begrundelse i deres religion sprænger tilfældige pizzeriaer i luften inkl civile tilstedeværende, eller for den sags skyld bruger flere år af deres liv på at planlægge et flybårent selv- og massemord. Kun islam har fostret sådanne terrorister, og det er dét man må forholde sig til, så sandelig også i kritikken af Sherin og co, for nok siger de, at terroristerne har misforstået noget, men de vil ikke gå skridtet fuldt ud, og pille ved Koranens guddommelige autoritet, hvorfra terroristerne henter deres inspiration. Er der i øvrigt nogen der kan huske nogle jublende palæstinensere i danmark, dengang WTC blev bombet? Blodtørsten og ideen om martyrium og krig mod de vantro er lige lovlig udbredt og undskyldt til at jeg synes det er sjovt.
Der er desuden det problem, at religion og politik magtmæssigt set er adskilt her i landet. Islam medbringer imidlertid sit eget lovkompleks, og derfor adskiller man ikke bare staten fra religionen her. At den islamiske model er hul i hovedet kan man direkte aflæse i de økonomiske statistikker for verdens lande, ligesom man kan konstatere at de menneskerettigheder, som vistnok skal forestille at være universelle, ikke har for gode kår i islamiske lande. Det er derfor også et problem at Cancan og co ønsker at få Islam til at fremstå som fantastisk, når den som regerings- eller statsbærende system er præcis så stillestående og undertrykkende som kommunismen var det engang.
Jeg vil desuden problematisere ,at man ikke kan kritisere visse aspekter ved islam eller muslimske opfattelser uden at risikere at blive beskyldt for racisme. Det er sket flere gange for mig, men jeg kan ikke se det racistiske i at kritisere opfattelser, som jeg finder totalitære og undertrykkende. Overhovedet ikke. Jeg ser heller ikke det problematiske i at beskæftige sig med islamisk undertrykkelse, som er et faktum, uden at man beskæftiger sig med hinduistisk ditto. Der bor jo ikke særligt mange hinduer i Danmark.
-sfw
Det meldes fra pressen, at Ebbe Reich er død. Uanset hans politiske standpunkter og deres meget konsistente antimodernisme (også kaldet bavstræveriskhed), så havde han sympatiske træk. Underholdende var det fx at læse "De Første", hvilken hermed anbefales. Det er tankevækkende at en gammel venstrefløjsgøj kunne skrive så nationalt (nationalistisk?) orienteret. Jeg blev overrasket, og fik i øvrigt en litterær oplevelse ud af det.
Nu skal man yde de døde passende respekt og retfærdighed, og det vil jeg gøre ved at sig, at helt beyond redemption var han ikke: Da Storebæltsbroen stod færdig, måtte han indrømme sin imponerthed, på trods af at han igennem hele skabelsesprocessen af broen havde været eksponent for en utroligt stiv antimodernisme (et godt eksempel på irrationel modstand mod nyt; noget som er velkendt på hele venstrefløjen og dele af det alleryderste højre). I dag er der vist ingen der længere er tilhængere af modstanden imod dén installation. Til gengæld finder de andre ting at kaste sig over (WTO, GMO, WTC osv).
Ebbe var en sand 68´er med alt det der hører til af revolutionsromantisk patos og ideologisk funderet overbevisning om egen korrekthed i opfattelserne, og han vil blive savnet, på en måde også af mig. Men lad os ikke være for sorgfulde i vor nostalgiskhed, thi også virkelighedsfornægtelse sneg sig her og der ind:
1967: Et eneste sted i verden fornys samfundet så at sige fra dag til dag, eksperimenterer og skyder mærkværdige løfterige knopper. Det er Kina...Kina er politisk og ideologisk et overudviklet land...Vi har selv bistand behov."
1986: Nej, der er faneme ingen grund til at skamme sig på ynkelige betingelser over, at man var fascineret af kulturrevolutionen. (gengivet efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret!")
Og meget andet af samme Mao-er-vel-nok-fantasktisk-skuffe fra kollektivet Mao´s Lyst (ja, det HED det faktisk, det sted hvor de boede - kunne man forestille sig nogen flyttet ind i "Hitlers Lyst"? Nej, vel?)
Bemærk al-Ritzau-telegrammet, der skriver:
Den tidligere venstrefløjsaktivist var på mange måder indbegrebet af 68-generationen og ungdomsoprøret. Men socialist blev han aldrig. Han var radikal som den tidligere Politiken-redaktør Viggo Hørup, som var et af Kløvedal Reichs forbilleder.
Nåeh, man er ikke socialist når man hylder Mao og deltager i hele det revolutionære cirkus? Historieløsheden har gode kår i pressen, lader det til...
Nå. Hvil i fred, Ebbe. Du var ikke kedelig, mens du levede. Skål.
-sfw
Det meldes fra pressen, at et af mine musikalske forbilleder er gået hen og er død. Det drejer sig om NHØP:
Den verdenskendte bassist og sangskriver Niels-Henning Ørsted Pedersen er død. Han blev kun 58 år, skriver Ritzau.
Niels-Henning Ørsted Pedersen var en af Europas bedste bassister og har medvirket på flere hundrede plader sammen med jazzens kendte navne.
Et af disse kendte navne er Oscar Peterson, som er en hel del ældre - født i 1925. Så gammel blev NHØP ikke. Øv.
-sfw
Jeg har vel i ny og næ nævnt en person jeg beundrer meget: Gene Simmons. Hans baggrund og karriere er ganske inspirerende, eftersom han er født i yderste fattigdom i en rønne udenfor Haifa i Israel, og er siden gennem hårdt arbejde nået til international berømmelse og overdådig rigdom, især på grund af hans virke i den underholdende rockgruppe Kiss, som har eksisteret i henved 30 år.
Manden driver en hjemmeside, som opdateres jævnligt med nyt om hans aktiviteter - men ikke nok med det: Der er en stadig strøm (tusinder siden sidens start) af emails fra fans og andre, som han modtager og publicerer, og i mange tilfælde svarer på i sin egen helt specielle kynisk-hjertelige måde. Han har blandt andet for vane at kommentere, når een eller anden religiøs fanatiker kommer med voldsomme religiøse udbrud, eller når emnet er ægteskab (eller Israel). Han er temmelig skriftkyndig (studerede til rabbiner før han blev musiker), og stinkende intelligent. Se fx dette her, som næppe mange danske folkekirkekristne ved noget om:
When I speak with a religious person and they quote me Psalm and Verse, I usually have to correct them and then tell them the proper reference. In point of fact, I have yet to meet a Christian of any denomination (anywhere in the world)...ever...who even knows the name of Jesus Christ. Everyone believes that Christ was his last name and that, of course Mom and Dad were Mr and Mrs Christ.
I have yet to meet a religious Christian who knows that Christ comes from the Latin "Cristo" which means Messiah (coming from the Hebrew Messiah -- the deliverer, an Old Testament reference) or Melach (Hebrew for king). His given name was Y'sua Ben Yoseph (Josephus, the Jewish Roman historian tells us, among other sources)...and, he quickly became RABBI Y'sua Ben Yoseph. Ben, incidentally means "Son" in Hebrew. Therefore, RABBI Y'sua BEN (son of) Yoseph (Joseph). Literally, his name means: Rabbi Jesus, the son of Joseph.
Why do I, a non Christian know this and believers in the faith don't.
En læser der blev for moralsk prækende fik dette svar:
You want me to respond privately? But, you get to point your holier than thou finger at ME publicly? Again, keep your religious beliefs to yourself and we have no quarrel. But, on the day you say I need to believe in your god, I tell you to stick it where the sun don't shine. You are no one to tell anyone who and what to believe. I resent it. And, as you might have guessed, I stand by every word I said.
Now, go back to your Church and be quiet.
Der er ikke nogen søgefunktion eller anden indeksering end publiceringsrækkefølgen, så den eneste måde at følge med på er at tage den baglæns fra toppen. Et særsyn i rockbranchen er det under alle omstændigheder at musikeren så direkte har kontakt med publikum. Hans soloskive kan købes her. Fornøjelig skive.
-sfw
I min gymnasietid blev jeg halet igennem to eller tre forevisninger af filmen, for dén var sandelig højkulturel i 80´erne (syntes mine lærere). Jeg fik DVD-udgaven til min fødselsdag for nogle år siden, og har for nylig genset den - atter en gang med blandede følelser.
Filmen findes i flere versioner, og der er også flere pladeudgivelser. Selvom man har een kan man altså godt falde over en anden, der har andre kunstnere og numre på. På bagsiden af DVD´en står der: "Not just a great slice-of-time documetary but the ultimate rock concert movie. (citeret fra Los Angeles Times)" Det vil jeg gerne opponere imod. Stort set alt teknisk ved denne film er så fladpandet dårligt - lige fra kameraføring over lam klipning til dårlig forberedelse af interviews. Overordnet set er det en amatørfilm.
Kameraføringen var faktisk endnu værre end von Triers håndholdte "Riget"-føring - til gengæld får vi en masse ubrugelige og intetsigende nærbilleder af musikernes hoveder. Især Jimi Hendrix bliver ligegyldig, mens enkelte andre optrædender er redigeret pænt og kreativt - blandt andet Ten Years After, da de gav "I´m Going Home" med Alvin Lee som en regulær guitarhelt. Og så Sly & The Family Stone, som med soul-funk også rykkede en seriøs gang musikalitet af. Desværre gik Sly seriøst på stoffer derfra, så Woodstock blev ikke ligefrem nogen løftestang rent sundhedsmæssigt for ham. Heller ikke musikalsk, nu jeg tænker over det.
Hvor mange deltagere var der på Woodstock-festivalen? Tja - hvis man spørger dem der organiserede og var med, så var der en million, og hvis man spørger alle andre var der et sted mellem 100 000 og 400 000. Dem betragtede vi allerede i min gymnasietid med vantro, når vi så dem begå deres "no rain"-chant.
De startede med en masse akustiske solister - Richie Havens, John Sebastian, Country Joe McDonald, Shankar, Melanie, Tim Hardin (ikke alle er med på DVD´en, men i disse ramblings indgår også dem jeg kender til fra de forskellige pladeudgivelser samt tidligere versioner af filmen)- pissekedeligt, hvis man var der for at holde fest. Men teknikken var ikke på plads, da festivalen skulle starte, så der blev lavet ændringer i programmet: Alle akustikere først. John Sebastian var sympatisk i sin tilgang til det: Han skulle først have været på dagen efter, men blev spurgt, om han ville spille lige NU? Det ville han godt, og hans optræden var et pænt lyspunkt i moradset af halv- og heldårlige akustiske one-man-bands. Lavpunktet var da Tim Hardins stemme knækkede i "If I was a carpenter", mens morskaben og absurditeten nåede store højder, da Richie Havens glemte at tage sine tænder på, men til gengæld brugte han 10 minutter på at stemme sin guitar, hvorefter hans ubrugelige lyrik kom ud gennem det ligeså ubrugelige lydanlæg, som ud mod publikum bestod af to meget, meget små højttalere. Hvis der endelig havde været en million mennesker, så havde de bagerste ikke bedre mulighed for at høre musikken end en prut slået nede ved scenekanten.
Hvad blev der af dem, alle de frisindede og eksperimenterende?
Tim Hardin, som ikke er med i filmen, døde i 1979 efter et årtis druk og stofindtag. Om ikke andet fik han i hvertfald prøvet mange slags shit.
Janis Joplin døde af junk. Det gjorde Hendrix også, selvom det er en udbredt myte, at han døde af lægesjusk: Han kastede op pga sine stoffer, og blev kvalt i brækket, da lægerne forsømte at vende ham. Så ja, han døde da af brækket, men hvad var det lige der udløste det?
Klovnen havde insisteret på at lukke Woodstock-festen, og det fik han skam lov til. Men da var de fleste taget hjem, hvad man uden vanskeligheder kan se i filmen. Der er måske en 30-40 000 tilbage. Højt sat. Og så fantastisk var hans sæt heller ikke (det udkom samlet for nogle år siden).
Joan Baez, der trods et næsten fuldstændigt fraværende talent for originale egenkompositioner formåede at bruge scenen til politiske budskaber a la "afskaf værnepligten" og "fred i verden", indrømmede for nogle år siden, at der var tale om eskapisme: Hun engagerede sig i den ydre verden for ikke at konfrontere sig med den indre (der var rent kaos).
Og mens hun endnu prædikede - hvilke svar havde hun at byde på, hvis nu faktisk fjenden fandt på at komme? Ville der være andet at gøre end at sprede benene og håbe på det bedste?
Joe Cocker lå i sprit i halvfjerdserne og halvdelen af firserne.
Carlos Santana har ikke været særlig opfindsom de sidste mange år.
Sha-na-na har alle glemt, selvom deres bassanger ødelagde harmonierne, og Country Joe McDonald er svær at tage alvorligt, når han beder publikum stave til "FUCK". Men OK - det er jo før punken, det her.
Grace Slick (Jefferson Airplane/Starship) trak sig tilbage i 1991 for at hellige sig dyrenes rettigheder (åh, Gud), efter en længere poppificering (hvem sagde "kommercielt"???) af musikken.
Ingen af de store kom til festivalen. Rolling Stones lod ikke høre fra sig, The Beatles var gået i opløsning og et tilbud fra Lennon om at Plastic Ono Band kunne optræde i stedet blev "glemt" af koncertens planlæggere (forstår man godt, for det er eddermame en lidelse at høre på dét band). The Who er værd at huske, for de ville godt komme. Hvis altså de fik penge - kontant og forud. Til gengæld spillede de røven ud af bukserne på alle andre med et sæt på 24 fucking numre!! Det er naturligvis ikke med på DVD´en, hele det sæt.
Hvorfor er resultatet af dette rendsammen af næsten-amatørmusikere og ditto kamerafolk overhovedet slået an som stor kultur???
Enkelt: Fordi det var imod. Det er fedt at gøre oprør og ikke tænke på ansvaret. Deres alternativ var slet intet alternativ: Dyrk sex og yoga, tag stoffer, ønsk fred, smid tøjet og kom hinanden ved. Ja, fint - nogen specifikke handleplaner? Nej, naturligvis ikke. Det var tomt fra starten, uden realiserbare visioner for fremtiden - og til syvende og sidst blev frisindet forrådt af kønssygdomme, stofpsykoser og tiljunkede vener. Virkeligheden indhentede dem længe før de blev gamle - og mange af dem blev som bekendt slet ikke gamle. Men romantiseringen af Woodstock er fortsat meget levende. Fat det hvem der kan.
Tre dage med relativ fred og dårlig musik- - og så godt med stoffer!
-sfw
Berlingske bringer idag et interview med filminstruktøren Woody Allen. Ganske interessant, især det her:
Det er de nære relationer mellem mennesker, der til enhver tid vil fascinere Woody Allen, og på spørgsmålet om han nogensinde har overvejet at lave politiske film om for eksempel USAs krig i Irak og det faktum at George W. Bush blev genvalgt, ryster han energisk på hovedet:
»Åh Gud, nej da. Vi mennesker har langt mere alvorlige problemer at beskæftige os med end den slags. Langt mere alvorlige.«
Det er jeg dybest set enig med ham i. Hans største bekymring deler jeg såvist ikke, men den er alligevel dét Dybe Spørgsmål, som tænkende mennesker ind i mellem må fundere over:
»Jeg bekymrer mig over, at jeg ikke er udødelig, at mennesket ikke er udødeligt. En dag vil jeg være forsvundet helt og aldeles fra jordens overflade, og en dag vil menneskeracen ikke længere findes. Det er noget, der optager mig meget, og som kan gøre mig virkelig angst at spekulere for meget på.«
Det får mig til (atter) at tænke på Arthur C. Clarke, hvis store forfatterskab jeg er meget langt inde i. For nyligt (gen)oplevede jeg Allens problem, da jeg læste novellen "Transcience", der med et portræt af en strandbred igennem æoner formår at vise menneskelivets korthed, og ultimativt dets ubetydelighed.
Hvor "Odyssé"-bøgerne (- husker De i øvrigt computeren HAL 9000 i filmatiseringen af "2001"??) inkl. "Lost Worlds of 2001" var mind-boggling og visionær litteratur af et ganske enestående format, så må jeg nok tilstå, at det var læsningen af "Childhood´s End", der havde en effekt, hvis rette betegnelse må være devastating. Dette på trods af en forholdsvis simpel personkarakteristik og en lettere forenklet psykologisk portrættering af aktørerne. Temaet er på sin egen måde det problem, som bekymrer Woody Allen: at menneskeheden en dag vil forsvinde, og at temmelig megen menneskelig aktivitet forekommer absolut meningsløs i dét lys.
Clarkes forfatterskab er mig en stadig kilde til enestående litterære oplevelser, og selvom en stor part for længst er overhalet af både teknisk og historisk udvikling, så er de underliggende temaer så universelle og tankevækkende, at man skøjter hen over dét lille problem, mens man i ekstrem grad udfordres på sit verdenssyn. Selv erfarne videnskabsfolk og hærdede historikere må ind i mellem knibe sig i armen, eller med lukkede øjne ryste hjernen på plads.
Clarke er i øvrigt på en måde beslægtet med Carl Sagan, hvis roman "Contact" varmt kan anbefales som alternativ til den æskelamme filmatisering af den.
-sfw
Jeg har købt en skideflot og ikke voldsomt dyr screen-saver på nettet. Det forestiller et akvarium med op til 7 fisk i. Meget flot lavet - meget afstressende at se på, mens man tænker. Giver mig lyst til at anskaffe rigtige fisk.
Min ældste datter på 5½ sad og så på min skærm med fiskene på. Hun syntes de var flotte, især klovnfiskene. Så tænkte hun sig lidt om - og spurgte så med nogen undren:
Far, hvorfor er der vand i din computer?
-sfw
Da jeg var en snottet infanterist, var han bataljonschef ved mit regiment. Han introducerede sig overfor mig og mine kammerater således: "Jeg hedder Jens Christian - og vi skal være dus."
Allerede dengang var han en institution, og een af mine lærere på Hærens træn- og militærpolitiskole to år senere nikkede smilende, da jeg refererede oplevelsen: "Ja, der er ikke mange i forsvaret, der ikke kender Jens Christian."
Han har alle dage været kontroversiel; han har iblandt meget betalt for store satsninger af egen lomme, og efterfølgende fået dækket udgiften af forskellig vej, fx musikkorpsets uniformer. Han har haft bastante og velfunderede meninger, og vilje til at lufte dem. Han har været "mænnernes mand", og hans direkte og uhøjtidelige facon, og hans klare politiske tilkendegivelser (som da han satte Svend Auken eftertrykkeligt på plads) har givet skaffet ham fjender i det skjulte. Frem for alt har han været alt andet end åleglat, og lyser langt væk af en usnobbethed som få. Mit private gæt er, at han af disse årsager aldrig er blevet general.
Nu holder han op som chef, og regimentet nedlægges. I stedet vil han optræde i Folketinget for Socialdemokraterne. En behagelig tilføjelse til en gruppe der har brug for det.
Her er regimentets hjemmeside.
BTs artikel om obersten.
-sfw
ps.: Hans efternavn er Lund.
