Antonio Vivaldi (1678-1741)
Han var præsteuddannet, men var mere interesseret i at bedåre kvinder end i at sprede kirkens budskab. Hvis en forsker en dag når frem til, at han udelukkende blev musiker for at score damer, vil jeg tro det på stedet. Sådan virker hans musik meget af tiden!
Hans musik er altid udadvendt, indimellem glad, andre gange drivende sentimental, men altid med et smittende nærværende humør, og sætter man sig først rigtigt ind i hans musik, får man et glimrende billede af hvilken person han var. Det er sigende, at den geniale, men strengt tekniske komponist Johan Sebastian Bach fnyste hånligt, når man omtalte Vivaldi i hans påhør. Ligeså sigende er det, at en anden meget udadvendt og nyskabende komponist ved navn Amadeus Mozart så et stort forbillede i Vivaldi, og hist og her foretog direkte lån i noderne. Sammenlign for eksempel åbningen af den ganske berømte Eine Kleine Nachtmusik med åbningen af Vivaldis langt mindre kendte koncert for obo (RV 184).
Vivaldi komponerede for alle tænkelige instrumenter fra piccolofløjte til sækkepibe, og berømt er hans violinkoncert "De fire Årstider" (som blot er de fire første koncerter i et samlet værk på i alt tolv), og ligeså kendte er hans guitarkoncerter. Men han kendte ikke til guitarer, selvom man skulle tro det, da koncerterne så godt som altid fremføres med guitar (husk fx temaet fra Poul Thomsens tv-serie "På das med duerne"). Vivaldi komponerede for mandolin og for lut.
Blandt de bedste fortolkere af værkerne for lut er Angel Romero, og det kan ikke nægtes at den spanske guitar har en klangfuldhed og fleksibilitet, som en lut ikke har. Imidlertid har jeg endnu ikke hørt en guitargengivelse af Vivaldis koncert for to mandoliner (RV 460) som har intensitet og nærvær i den grad, som Marten Scheffer og Rens van der Zalm lavede i 2000 sammen med Malipiero Ensemble. Især er andantesatsen så nøgen som det næsten kan blive: to mandoliners spinkle klange væver sig elskovslystent ud og ind af hinanden, blot ledsaget af plukkede toner fra ensemblet. Denne koncert er det almindeligt at fortolke på én guitar og så lade orkesteret spille fuldtonet, men efter min ringe mening mister værket derved netop den vitalitet, som er så kendetegnende for Vivaldi.
Helhedsbilledet af hans musik er at han det ene øjeblik kommer dansende hen over den morgendugvåde blomstereng med den kvinde i hånden, som lige dén dag er hans livs udkårne - det næste øjeblik sidder de henne under et træ, hvor han spiller så inderligt på sin mandolin, at hendes underbukser kravler af helt af sig selv.
Hvem sagde italiano??
Her er lidt mere info om ham.
