Grønt hærværk??

Tjek Coma og få forklaringen.
Hvis De en dag skulle havne på et værtshus, hvor bartenderen kun taler eperanto, så sig: Mi deziras bierajxon. Så får De sikkert hvad De ønsker.
Fandens osse! Det må være første gang i hele mit liv det er sket.
Sagen er den, at jeg har ladet hår & skæg vokse i fred i henved et halvt år, og desuden er begyndt at betjene mig af en eller anden klistret dåsesubstans til at holde håret på nogenlunde plads. Og så var jeg forleden ude i byen med en kammerat en nats tid, hvor vi så sludrede med to jævnaldrende damer, der samstemmende mente, at jeg med mit slikkede hår og lange skæg var trendy.
Gad vide hvilke kredse de to normalt færdes i?
I Danmark gælder som bekendt loven, hele loven og kun loven. Jeg er derfor blevet tv-ejer. Det skyldes naturligvis medielicensen, som ikke er til at komme udenom. Og hvor meget det end er mig imod at betale beskyttelsespenge til DDR og dermed supportere deres korps af stasiagenter, som stemmer dørklokker på ugudelige tidspunkter, så må jeg bøje mig, thi jeg befinder mig i et fag, hvor man ikke må kunne beklikkes med diverse ulovligheder.
Så nu har jeg købt et fjernsyn. Det kan jeg jo ligeså godt, når jeg tvinges til at betale til TV-signaler, som jeg ikke skal bruge til en dyt. TV-et er i en anstændig (meget anstændig) størrelse. Jeg har endda en stueantenne, så ungerne kan se Disney sjov, formentlig det eneste program på DDR, der overhovedet er noget værd. Og en skønne dag, når det der antenne-net nedlægges, må jeg vel have mig et stofakabel trukket ind igennem væggen. Men den tid, den sorg.
Jeg for min del benytter ikke apparatet til andet end DVD-kiggeri, for jeg elsker gode film vist i en god størrelse. Dem bringer DDR heller ingen af. Hver eneste gang jeg ser på DDRs programoversigt bliver jeg slået af hvor hjernedødt og fantasiforladt det egentlig er. Måske er programplanlæggerne nogle, som er ansat med kommunale subsidier, fordi de ikke kan arbejde andetsteds? Lødigheden i programudbuddet synes at pege i denne retning.
Og så gider vi slet ikke tale om DDR-byen og det amatøragtige rod, som m' sieu forPlumrer og hans talentløse horde af inkompetente kumpaner har forvildet sig ud i, mens de optimistisk lod deres grådige snabler glide ned i sagesløse borgeres lommer og ublu skære ned på programmernes kvalitet og intensiverede genudsendelsesfrekvensen. Matador for sjette gang??? Velkommen til moderne public service: Vi forlanger flere penge af dig - til gengæld kan du være sikker på at kvaliteten falder, og at du har set det hele før. Gad vide om tv-ministeren har fået penge under bordet for at gennemføre medielicensen? Man græmmes.
Men jeg kommer nu til at savne at irettesætte licens-Lars. Han er forøvrigt kun kommet sjældent, og det har aldrig været den samme der kom. Måske har hjerteligheden i mødet med mig ikke indbudt til gentagelse. Hvem ved?
Men nu ejer jeg så altså et tv, det første jeg nogensinde har købt (og jeg er udover min første ungdom). Og jeg kan således lovformeligt betragte de daglige beviser på DDRs totale ubrugelighed. Men jeg gør det bare ikke. Jeg har andet at lave.
Otto har forladt os, hvilket nok drukner i ungdomshusrydning (selv i Aalborg er der ballade på grund af det fucking hus). Han har osse været her længe, og det var forventeligt, men alligevel...
Han var med i den legendariske kvartet Four Jacks (især kendt for "Åh, Marie" og "Mandalay"), før han blev solist. Jeg kender han fra nyere tid bedst for "Halfdans ABC", som blev indspillet sammen med ELisabeth som lydside til Halfdan Rasmussens børne-bogstavrim. Men han har lavet meget mere end det, og fremhæves må især "To lys på et bord", som aldrig efterlader en trusse tør ved enkeballet, heller ikke de gange undertegnede har trakteret den. Godt nok var han ikke en original skaber af en egen kunst, og han var i perioder så ubestrideligt en sut, men han havde sjæl i sin sang - og dén vil blive savnet.