Selv blandt de, som forekom at være næsten overmenneskelige helgener, kan man finde eksempler på, at de ejede tvivlens nådegave. Det som Grundtvig kaldte den "gyngende bro". Uden tvivl - ingen tro. Det er måske svært at acceptere for moderne mennesker, der gerne ønsker sikker viden om det de agerer ud fra. Læs om Moder Theresa, hvis efterladte breve nu kommer til offentlighedens kendskab:
Hun er en kristen superstar og hun er da også forventligt blevet saligkåret af den katolske kirke med henblik på en egentlig kanonisering af hende som helgen. Det er som led i denne proces, at brevene er blevet samlet sammen.
Brevene er ikke sensationelle i den platte forstand, at de afslører, at Moder Theresa slet ikke gjorde de mange gode gerninger hun er kendt for. Eller at hun havde et hemmeligt dobbeltliv med sjusser og speedbåde.
Det drejer sig om det indre liv, og her er det teologisk sensationelle. Det, som brevene afslører, er, at Moder Theresa var i en dyb anfægtelse og troskrise. Hun kunne ikke mærke forbindelsen til Jesus hverken i bønnen eller i den hellige nadver, hun var kastet ud i et indre mørke og en dyb fortvivlelse, som hun indviede sine skriftefædre i. (...)
Men Moder Theresas mørke varede i 50 år! Bortset fra en salig pause på fem uger i 1959, var enhver indre fornemmelse af Jesu nærvær og kristendommen som personlig og følelsesmæssig sandhed simpelthen forsvundet for hende.
Troen må vel for hende have været et aktivt tilvalg i håbet om nåden fra den hun troede på, at hun virkede som redskab for. En gyngende skrøbelig bro over en 70000 favne dyb afgrund. Også en helgen er blot et menneske.
