Bomberne i Boston

Der var i de første hektiske timer efter bombeangrebet imod marathonløbet en del spekulationer fremme om hvorvidt det mon drejede sig om højrefløjsgrupperinger eller enlige galninge. Personligt nærede jeg umiddelbart efter at have læst om eksplosionerne det naive håb, at det dog denne gang måtte være noget andet end islam, der udfoldede sig.
Jeg blev behørigt skuffet, men ikke overrasket, da man fik indkredset og pågrebet gerningsmændene. Den ene døde godt nok af at blive kørt over af den anden, men alligevel - de fik fat i en bagmand, og kunne derefter blotlægge et muligt motiv: Den (om jeg så må sige) sædvanlige Allahu Akbar-stuvning, denne gang fra det tjetjenske køkken.
Da den muslimske vinkel var klarlagt gik amerikanske kommentatorer i gang med den rutinemæssige relativering og bortforklaring:

Accordingly, after brothers Tamerlan and Dzhokhar Tsarnaev were identified as the perpetrators, scholars resorted to apologetics and obfuscation to explain away Islam’s role: the Tsarnaevs aren’t “real” Muslims; Islam and terrorism are incompatible; Islamic terrorism is no more significant than any other societal ill; “Islamophobia” and a wave of anti-Muslim hate crimes (that has yet to arrive) will ensue; and the attack was an example not of ideologically-rooted violence, but of logical “blowback” against American foreign policy.

Den Sande Islam er nemlig fredelig og human, og profeten sæl har forbudt drab på uskyldige, og det er faktisk synd for alle de fredelige tilhængere af profeten, at deres fredelige og humane religion og de selv nu med garanti bliver udsat for voldsom islamofobi, selvom enhver jo kan se, at vold ikke har noget med islam at gøre (Dette sidste VARsarkasme).
Der er en grundig gennemgang af citater med videre på FrontpageMag, hvorfra det ovenfor saksede stammer.